Lidt om mig

 

Jeg er et Røde Hunde barn, hvilket vil sige at min mor fik børnesygdomme Røde Hunde da hun var ca. fem måneder henne i sin graviditet.

Det medførte desværre – efter andres mening, men ikke alles – dette:

Født blind på det ene øje – linsen udviklede sig ikke som den skulle.

Født med tre nyre anlæg i stedet for to.

Født med nedsat immun-forsvar – hvilket betød at jeg var syg i lange perioder så snart nogen bare nyste i nærheden af mig, groft sagt!

Født med en lille vandcyste på lillehjernen – har aldrig generet mig.

Født med en fejl i den del af hjernen som styre indlæring og er ordblind. Har brugt rigtig mange timer på at genkende de forskellige ord og at lære at stave dem.

Som følge af en langvarig mellemørebetændelse fik jeg nedsat hørelse og jeg er i dag næsten døv. Desværre lider jeg også af skelnetab – ko og sko lyder ens i mine ører – og er meget støjfølsom. Og det har endnu ikke været muligt at få høreapparater som tager hensyn til disse problemer, hvorfor jeg ikke har nogen!

Det som har givet mig de største udfordringer i mit liv er at jeg også har Aspergers Syndrom – autisme!

Om jeg blev født med den eller jeg har fået den efterfølgende er svært at sige. Jeg fik dog først diagnosen i 2003/4. Indtil da havde jeg været i behandling i en del år for en grænsepsykose som jeg ikke havde!

Den medicin man gav mig dengang har desværre ødelagt min hukommelse. Før den tid kunne jeg huske alle fødselsdage, alle navne, alle adresser og alt hvad jeg havde læst i flere år.

I dag er jeg ikke så mobil mere, hvilket skyldtes to ødelagte knæ. Men det afholder mig ikke fra at gøre rent og gå i haven, om end dette kun sker i få timer. Og jeg må slås med min angst for at være i rum med andre mennesker.

Min største sejr var nok turen til Holland for nogle år siden til en André Rieu koncert hvor der var mange mennesker omkring mig, men jeg fik en god aften sammen med mine kæreste og en ven.

Og til slut vil jeg sige at jeg kan være noget af det mest stædige der findes, jeg hader ordene: det kan du ikke! – og tager det som en udfordring til at vise det modsatte. Bevares det mislykkedes da ret tit, men lige så tit lykkedes det!!

Venlig hilsen

Hanne – kaldet Brokken, i daglig tale Brokke*

*Brokken er jægerslang for en stædig grævling, fik navnet af min morfar!